
1980'erne: quattro, aerodynamik og performance
Med introduktionen af quattro-firehjulstræk i 1980 vendte Audi op og ned på bilverdenen. Teknologien blev et varemærke og en afgørende faktor i Audis succes i World Rally Championship. I 1988 trådte Audi ind i luksussegmentet med V8-modellen – en teknologisk tour de force med automatisk gear, luftaffjedring og quattro. 1989 blev også året, hvor Audi introducerede verdens første TDI-diesel med direkte indsprøjtning, og tidligere i årtiet revolutionerede Audi aerodynamikken med Audi 100 C3 – verdens mest strømlinede serieproducerede sedan.
Audi Quattro: Da Audi introducerede quattro i 1980, blev resten af bilverdenen for alvor rystet. Teknologien, som først blev præsenteret i den banebrydende Audi quattro Coupé – eller Ur-quattro, som den kaldes i dag – var inspireret af erfaringer fra Volkswagens militærkøretøj Iltis, hvor firehjulstræk viste sit værd under ekstreme forhold.
quattro-systemet anvendte et centerdifferentiale og havde permanent kraftoverførsel til både for- og bagaksel. Det sikrede markant bedre vejgreb under alle forhold. Den første version havde et manuelt låsbart centerdifferentiale og et åbent bagdifferentiale, men udviklingen førte hurtigt til mere avancerede systemer og er den dag i dag fortsat et af Audis ypperste kompetenceområder.
Quattro-teknologien var en afgørende årsag til, at Audi fik en plads i motorsportens top, hvor Audi quattro-modellen dominerede World Rally Championship (WRC) i begyndelsen af 1980’erne. Samtidig blev teknologien hurtigt bredt ud i serieproducerede modeller, hvilket cementerede Audis image som pioner inden for firehjulstræk og dynamiske køreegenskaber i al slags vejr.
Audi V8: Der blev stille i bestyrelseslokalerne hos de to andre tyske premiumproducenter, da Audi tog sit første skridt ind i luksusbilsegmentet i 1988. Et segment man ikke havde betrådt før. Modellen havde en V8-motor – den første, som blev udviklet af Audi – en 3.6-liters og senere 4.2-liters V8 med fire ventiler pr. cylinder – kombineret med permanent quattro-firehjulstræk og automatisk gearkasse som standard. V8’eren blev håndbygget på Audis fabrik i Neckarsulm og var spækket med avanceret teknologi som fx elektronisk styret automatgearkasse, selvjusterende luftaffjedring og avancerede sikkerhedssystemer. Designet var diskret, men teknologien banebrydende, og
bilen blev et vigtigt skridt på vejen mod Audis store ambitioner i luksussegmentet. Audi brugte også V8-modellen i motorsport, bl.a. i Deutsche Tourenwagen Meisterschaft (DTM), hvor bilen vandt mesterskabet i 1990 med Hans-Joachim Stuck bag rattet.
Audi 100 C3: Da Audi lancerede tredje generation af Audi 100 i 1982, satte modellen nye standarder for aerodynamik i bilindustrien. Med en cw-værdi på blot 0,30 – på daværende tidspunkt verdens laveste for en serieproduceret sedan – revolutionerede Audi måden, hvorpå bilers formgivning blev tænkt på. For at opnå de vindrette værdier anvendte Audi avancerede tests i vindtunneller og fokuserede på detaljer som særligt glatte karrosserilinjer, strømlinet front, lavere taglinje og flush-monterede ruder. Resultatet var ikke bare forbedret brændstoføkonomi, men også et stilistisk formsprog, der har præget Audis design lige siden. Audi 100 C3 blev internationalt hyldet som en pioner i aerodynamisk design og blev et vigtigt teknologisk fundament for fremtidige modeller.
TDI-teknologi: Audi var bilmærket, der i 1989 introducerede verdens første turbodiesel med direkte indsprøjtning i en personbil – Audi 100 2.5 TDI. TDI-teknologien var en teknisk revolution, som kombinerede direkte brændstofindsprøjtning med turboladning, hvilket betød langt bedre forbrændingseffektivitet og markant højere moment ved lave omdrejninger. Teknologien muliggjorde både kraftigere ydelse og op til 30 % lavere brændstofforbrug. I Danmark, hvor afgifter og brændstoføkonomi altid har spillet en stor rolle, blev TDI-motorerne hurtigt en kæmpe succes – og cementerede Audis position som teknologisk frontløber – også på dieselfronten.