Men i de indledende faser af denne proces handler det ikke om, hvad man hører, men mere om funktionalitet. ”Vi starter typisk med opsætningen af højttalerne, fastlægger, hvor hver enkelt højttaler vil blive placeret i bilen,” forklarer Jörg Kotschak, der er Sedlmeirs kollega og har været en del af Audis team af lydingeniører i de seneste 4 år. Han er en del af det team, der fastlægger effektparametrene for hver enkelt højttaler, ikke målt i watt, men i funktionalitet. Det kan omfatte musikafspilning, telefoni og navigationsmeddelelser. Kotschak beskriver også, hvad der skal ske, når kunderne justerer indstillingerne, hvilket forsædepassageren i den nye Audi A6 e-tron kan gøre individuelt via det nye forsædepassagerdisplay. ”Vi definerer omhyggeligt systemets evner og fastlægger kravene. Det udmunder i komponenter, styreenheder, software og algoritmer.” Når det gælder den nye fuldelektriske Audi A6 e-tron, skal op til 20 højttalere – inklusive Bang & Olufsen Premium Sound System (ekstraudstyr) med 3D-lyd og hovedstøttehøjttalere – fungere i perfekt harmoni.
Kotschak er særligt stolt af fire af disse højttalere, hvoraf to er integreret i hver af de to forreste hovedstøtter for at skabe en "Sound Zone." ”Vi har ikke bare integreret en eller anden slags højttalere, som kan reproducere lyd, i de forreste hovedstøtter. Det ville ikke være en premiumløsning i Audis forstand,” forklarer lydeksperten. I den nye Audi A6 e-tron giver kabinens Sound Zone mulighed for særlige funktioner som fx personlig surroundsound, personlige navigationsmeddelelser og personlig telefoni, som alt sammen kan justeres individuelt for hver bruger. Eksempelvis kan føreren have fokus på navigationsanvisninger, mens passageren kan foretage et uforstyrret telefonopkald. ”Alt er fuldt integreret i soundsystemet, og i det omfang er det unikt på markedet, hvis du spørger mig.” Det er først, når Jörg Kotschak er overbevist om, at hver enkelt komponent kan levere på det lovede, at Philip Sedlmeir kommer ind i billedet.